Primo december
Langt om længe fik jeg brugt lidt tid på “den rigtige” bane. Faktisk har det taget hele eftermiddagen at pille det skrå stykke mellem Skive og Spøttrup stationer af og save en lille flig på ca. 5 mm af, så der er plads til en støttemur, samt på at sætte et stykke 15×27 mm forrammetræ på, så der kan etableres en lille skråning ned mod banelegemet på Skive station samt saves krydsfiner ud til moduler til at udgøre landskabet.Der er ikke ligefrem oceaner af plads: Ca. 5 cm til at udgøre græsskrænten, dvs. fra yderste kant af forrammetræet til skinnekanten. Og små 50 cm til at udgøre landskabet, hvoraf ca. 45 cm er de aftagelige moduler. Det bliver ikke til mange huse i Skive. Men så må jeg jo vælge med omhu.
Jeg har også (efter at have taget billederne) monteret en liste langs med bagkanten. Det var en del simplere, for den skulle blot skrues fast på den allerede eksisterende konstruktion i samme højde som denne.
Endelig har jeg sat en liste tværs hen over midten af banen. På den måde er der en ramme, hvor to moduler kan hvile på. Og jeg har hentet det stykke krydsfiner ned fra loftet, som næsten er stort nok til at udgøre de to moduler. Det ene modul kommer dog til at bestå af to stykker, for det store stykke krydsfiner mangler ca. 15 cm i længden.
Medio december
Så er modulerne klar til brug. Det blev til tre moduler. Det ligner måske fire, men det smalle stykke i forgrunden er ikke tænkt som et separat modul. Pladen var bare ikke lang nok, så jeg måtte skære det smalle stykke af en anden rest:Næste skridt må være at anlægge vej, at lukke gabet mellem modulerne og selve banen og at lave støttemure m.v, for at lukke sprækkerne mellem de forskellige niveauer.
Desuden har vi hentet juletræ. Togmæssigt er det næsten tilbage til udgangspunktet, med undtagelse af, at det nu er skala G og ikke H0:Som det ses, har jeg flyttet lidt på elektronikken og bygget en snebakke hen over det. Desværre får det den ene reed switch til at blive overfølsom, så toget stopper i utide. Ergo ingen automatisk togdrift rundt om juletræet. Til gengæld er jeg en erfaring rigere og satser nok ikke på reed switche i haven. Jeg har meget bedre erfaring med strømfølere. Alternativer som f.eks. IR følere ser jeg ikke den store grund til at forsøge mig med.
Rettelse efter jul: Jeg kom i tanker om, at jeg anvender interrupt til at reagere på reed switchene. Dvs. at hvis de blot et splitsekund aktiveres, så opdager jeg det. Nu har jeg ændret det til polling og ydermere reagerer jeg ikke, med mindre switchen er aktiveret stabilt i mindst 25 millisekunder. Umiddelbart ser det ud til at gøre alting meget mere stabilt. Men vi får se……
Og i julen 2020 fandt jeg så yderligere ud af, at ESP32 ikke fungerer ordentlig, hvis strømforsyningerne også er inde i snebakken. Det virker dog, hvis de placeren en meter væk og gemmes under juletræet i stedet.
Ultimo december
Jeg spekulerer meget på, hvordan jeg skal lave landskabet. Det skal ikke bare være helt fladt. Selv i Vestsalling findes der højdeforskelle.
Indtil videre har jeg besluttet mig for, at der skal være en vej rundt i landskabet, som bliver ledt over banen på en bro, der hvor banen mellem Skive og Spøttrup drejer ude i højre side af banen, og over en niveauoverskæring (med bomme) ved den anden ende af Spøttrup station:Dvs., at jeg får brug for en bro. Og de eneste broer fra SVJ banen, hvor en vej ledes over banen, er broerne med Vindevej (hvor SVJ og Salling banen kørte på samme enkeltspor) og med Dølbyvej (hvor de to baner netop var delt, så der var to enkeltspor). Derudover er der tunnellen under Holstebrovej, men det er en tunnel og ikke en bro.
De to broer er simple betonbroer med en bue. Sådan en kan 3D printes. Så det har jeg gjort. Den blev godt nok lidt lang i det, men det er sådan set ægte nok. Udsigten taget i betragtning (bryggeriet Hancock) må dette være et billede af Dølbyvej broen:For at få lidt ide om hvor meget landskabselementerne fylder, har jeg printet nogle stykker landevej inklusive nogle 90 graders sving ud. Og jeg har limet et papirshus ud i samme størrelse som de kolonnehuse, jeg købte som samlesæt for flere år siden.
Sprækken mellem de aftagelige moduler og sporet, der stiger op fra Skive skal blive til en græsskrænt. Dvs. papmache på et aluminiumsnet. Nettet fandt jeg hos Harald Nyborg:Og så klapper jeg det på med hæfteklammer:Enderne af nettet bøjer jeg tilbage hen over hæfteklammerne, så de bliver dækket med papmache.
Selve papmacheen troede jeg skulle bestå af toiletpapir og fortyndet trælim. Og ydermere troede jeg, at jeg bare skulle hælde limen op på en tallerkenen og lægge papiret ned i limen og dernæst lægge det over på nettet. Men sådan fungerer det ikke. I hvert fald ikke med blødt toiletpapir. Det bliver så opløst, at det ikke kan flyttes. Det er bare pulp:Google hjalp mig til denne side med gode råd: https://lrke.dk/om-papmache/
Næste forsøg var at lægge toiletpapiret på i tør tilstand og dernæst pensle limen på. Det virker en del bedre. Sådan ser det ud med to lag toiletpapir:Det giver en hård skal efter et døgns tørretid. Men det følger aluminimsnettets konturer lidt for godt. Det er eksempelvis ret tydeligt, at nettet ligger dobbelt for oven.
Næste lag har jeg lavet med hjemmelavet “Sculptamold”. Det ægte produkt kan købes i bl.a Australien, og jeg har set det på Luke Towans Youtube kanal. Han bruger det flittigt til at forme landskabet på sine dioramaer. Det består, så vidt jeg har kunnet finde ud af, af papirmasse og gips. Se f.eks. https://youtu.be/iD-Fba0NJYQ.
Så jeg river nogle meter toiletpapir i småstykker, opbløder det i vand, trykker lidt af vandet ud igen, så det stadig er vådt, men så vandet ikke løber ud af det. Dernæst blander jeg lidt Pollyfilla pulver i. Det burde udmærke sig fremfor spartelmasse ved at være en del lettere og muligvis også med mindre tendens til at slå revner. Sådan ser det ud med første lag lagt på:
Nytår 2020
Det tager sin tid om at tørre. Men det hjemmelavede Sculptamold fungerer udmærket. Næste gang tror jeg dog, at jeg tilsætter lidt lim.
Indtil videre har jeg forsynet hele stykket med aluminiumsnet:Og jeg har klistret det til med toiletpapir:Det lille stykke i nederste højre hjørne på billedet ovenfor har jeg grublet en del over. Men jeg fandt det stykke krydsfiner, jeg oprindeligt savede væk, og sætter det tilbage igen vha. et stykke liste, som jeg har limet under den fastsiddende plade:På billedet skimtes også første (og måske endelige) udkast til Vindevej broen. Den minder i øvrigt meget om broen ved Taastrup station, hvoraf følgende billeder er taget: