Nytårsdagene
Det var ikke helt nemt at få modulmålene for støttemuren til at passe. Men det fungerer faktisk nogenlunde med både hældningen og murstensforbandet. De to første stykker er printet:
Det ser rimeligt ud med en murstensstørrelse på 1,6 x 5,2 mm, en fugebredde på 0,2 mm og en fugedybde på 0,5 mm. Og så er det vigtigt at printe muren liggende med stenene opad. Ellers bliver fugerne ikke pæne.
Vi havde et langt nytår i 2020. Status søndag aften 3. januar er, at buerne er begyndt at strække sig derhen, hvor skinnerne buer, hælder og ligger tæt. Og støttemuren er også vokset:
10. januar. Jeg er kommet så langt, at flere etagers afdækninger skal til at smelte sammen, til at der skal udformes tunnelportaler og til at jeg skal beslutte, om flamingostykket indgår i den endelige løsning:
Der er et par steder, hvor der skal skæres lidt. Eksempelvis er der ikke plads til soklerne under den nyeste brosektion. Derudover skal jeg snart i gang med at male, så det kommer til at ligne henholdsvis beton og mursten.
Februar – full stop!
Alle anlægsarbejder er indstillet. Gulvtæppet i værelset skal skiftes og gulvmanden kræver hele rummet tømt. Og jeg har godt nok gået og bildt mig selv ind, at banen kan skilles ad lag for lag eller segment for segment. Men det kan man ikke rigtigt alligevel.
Måske er det godt nok, at jeg på den måde tvinges til at stoppe op og tænke mig lidt om:
- Det er ikke 100% sikkert, at vi bliver boende i samme hus for evigt. Måske skal vi på et tidspunkt flytte. Og så kunne det være smart at kunne flytte banen med.
- Banen er blevet så bred, at det er vanskeligt at bruge pladsen ovenover. Der er ganske vist en masse hylder på væggen. Men det er ret svært at få noget ned af eller op på disse hylder.
- Præmisserne har ændret sig. I starten fik jeg lov til at bruge et hjørne af værelset. Men efterfølgende har jeg udvidet banen en del og fået trængt alle andre funktioner ud af værelset, bortset fra, at jeg opbevarer et par flasker vin og har mit skrivebord derinde. Så nu kan jeg faktisk re-designe det hele, så banen kan udnytte hele værelset.
- Jeg troede, at min bane skulle kunne rumme en masse tog i skyggebanegårdene. Og det kan den. Men hvorfor skal den egentlig det? Og hvorfor skal togene kunne køre rundt i en cirkel? Hvis der skal være en vendesløjfe, så kan den måske klemmes ind under selve banen? En stor endestation i den ene side af værelset og en mindre i den anden side kan måske give mindst lige så interessant trafik? Det kunne f.eks. være Struer – Viborg (som ganske vist ikke er endestation i virkelighedens verden).
Til inspiration er her en endestation, der dog vist nok f.eks. mangler muligheden for omkørsel. Og det kan være lidt af et problem for et gammeldags intercity tog uden styrevogne. Med mindre altså, at jeg finder på en måde at lave en vendesløjfe, eller en (aftagelig) bro på tværs mellem de to endestationer.
Så jeg tænker, at jeg vil gøre noget med modulopbygning (FREMO-inspireret) i nævnte hestesko, men måske i flere etager, måske væghængt og i hvert fald kombineret med et langt arbejdsbord i form af en hel laminatbordplade og nogle skabe placeret øverst oppe under loftet.
Efter et par søvnløse nætter, hvor jeg har udtænkt noget med et skrive/arbejdsbord i den ene side og nogle lave skabe i den anden side af rummet, en bane på en hylde i “ståhøjde” hele vejen rundt samt en masse skabe og hylder oppe under loftet, så fandt jeg Knarbjerg banen, som allerede har udført disse tanker. Her er der inspiration i platin-klassen. Jeg vil dog kraftigt overveje at lave i det mindste nogen af modulerne ud fra FREMO standarden, så jeg måske en gang ad åre kan blive aktiv i 3-modul klubben.
Status 8/2: Jeg har tegnet lidt. Dette er værelset set udefra med halvt gennemsigtige vægge tegnet i FreeCAD. Vinduesåbningen såvel som døren ses også. De mange hvide terninger er skabe. Det røde er togbane. Den blå plade er to skriveborde:
Det er muligt at proppe 2 skriveborde og 12 – 14 skabe på hver 60x60x60 cm ind i værelset. Skabene kan anbringes på 8-10 cm ben og stables to oven på hinanden i den ene side og den ene ende af værelset. Bordene kan stå i den anden side. Det giver 15 – 20 cm i højden til en bane i 60 cm bredde ovenpå skabene, således at det synlige landskab kan bygges på et plateau i 150 cm højde. Herved er der også plads til en computerskærm ovenpå skrivebordene.
Og allerøverst bliver der plads til vitrineskabe, en enkelt hylde til bøger og ringbind samt lidt andet.
Og med 15 – 20 cm til rådighed kan der blive plads til skinner i to etager. Det kræver dog, at jeg designer to-etagers moduler, hvor jeg let kan løfte øverste etage væk, når der sker uheld i underetagen. Og det kræver også, at jeg bruger noget plade, der ikke kræver for meget afstivning. Derfor hælder jeg mere til MDF (som er stift) end til krydsfiner (som er bøjeligt). Det er dog tænkeligt at MDF bliver for stift, der hvor der er behov for at skinnerne går op og ned. Og det gælder hele midterdelen jvf. det følgende.
Men til syvende og sidst kan jeg faktisk både få mere skabsplads, mere bordplads, mere gulvplads og mange flere meter skinner – både synlige og skjulte – end jeg har nu. Dog på bekostning af de mange hylder, jeg har hen over banen nu. Men dem kan jeg som nævnt alligevel nærmest ikke nå. Min nuværende bane dækker 1,25 x 2,6 m = 3,25 m2, hvor underetagen reelt kun består af en oval langs yderkanten. Med tegningen nedenfor er der to fulde etager på 0,6 x 7,5 m = 4,5 m2.
Banen har jeg også tegnet (i Anyrail) et første udkast til. Både det synlige øverste niveau:
Og det skjulte nederste niveau:
Som det ses er der en R1 vendesløjfe og en masse parkeringspladser i underetagen, som endda ikke er fuldt udnyttet. Det hele er kun en skitse. På det synlige niveau skal der nok være lidt mindre jernbane for at få plads til en vej og nogle bygninger. Og på underetagen skal der nok heller ikke være helt så meget skinne. I hvert fald ikke i første omgang.
Mange ville jo nok også gerne have en drejeskive og en masse muligheder for at rangere. Men jeg vil hellere bare køre med fast oprangerede passagertog. Og i min æra var drejeskiven ikke længere i brug.
Et problem ved ovenstående er, at forbindelserne mellem de to niveauer ikke er lange nok og derved vil blive for stejle. Et andet problem er, at det er svært at få togene ind på det uudnyttede areal i underetagen. Disse problemer har jeg løst her:
Samtidig har jeg også flyttet det lille sidespor øverst på topetagen. Sporet er tænkt som parkeringsplads for en skinnebus i remisen fra Spøttrup station. Og det ligner den lidt mere nu.
Næste problem kunne være, at der bliver for kort afstand mellem de tre stationer. Der er ligesom ikke rigtig en strækning at køre på. Måske skal midterstationen kun være et lille trinbrædt? Intercity- og lyntogene behøver ikke at stoppe ved alle stationer.
Og måske ville det give en mere klart defineret stationsgrænse, hvis strækningen var enkeltsporet? Banen er alligevel ikke rigtigt hovedstrækningsagtig. Endvidere skal den øverste station nok ikke være så langstrakt. Måske mere sådan her:Næste problem er hældninger. Hvis jeg regner med en niveauforskel på 10 cm mellem de to etager bliver der en hældning på små 7% på de to ramper. Og der er trods alt ikke tale om en tandhjulsbane. Derfor må jeg hæve de to sporskifter i “bunden” af hesteskoen 5 cm, så jeg på den måde kan halvere hældningen. Det kræver lidt re-design af den ene side af underetagen:
Stregerne på tegningen angiver en mulig opdeling i sektioner.
Problemet ved at hæve de to sporskifter så meget er, at jeg så bliver nødt til at have en bakke på overetagen også. Derfor dette femte forsøg:
Det er stadigvæk ikke helt godt. Men det er brugbart. Topetagen på midterstykket skal dog laves sådan, at kun sporene er i samme højde som resten af topetagen. Bagved sporet kan jeg måske lave en bygning, som kun er en facade, så der er plads til underetagen. Og forgrunden skal nok slet ikke være der i topetagen. Derved kan underetagen blive en slags paradespor.
Jeg skal måske ud i noget med to helixer:
Som det ses fungerer dette ikke helt godt. Der hvor topetagen krydser helixerne, er der ikke niveauforskel nok. Så der skal alligevel laves bakker på toppen. Måske skal helixerne være ude i enderne? Men jeg vil helst ikke have banen bredere end 60 cm i enderne, så det duer heller ikke. Så forsøg nummer fem er stadigvæk min favorit.
Som det ses har jeg tegnet det hele med en mængde små skinner. Også i underetagen. Det er nødvendigt, når man anvender Märklin C skinner, hvis det hele skal hænge perfekt sammen. Men det er dyrt. Og rent faktisk har jeg fundet ud af, at de bedste (men ikke kønneste) skinner på min nuværende bane er de Piko flex skinner, hvor jeg har installeret et stykke kobbertråd som midterleder. Så det vil nok billiggøre mit nye projekt en del, hvis jeg gør brug af flex skinner i underetagen. Jeg tænker dog at bruge Märklin sporskifter, simpelthen fordi jeg ikke rigtig tror på, at midterlederne kommer til at fungere ellers.
I øvrigt har jeg så langt fra brug for alle de opstillingsspor, jeg har tegnet i underetagen. Halvdelen er rigeligt. Så også der ligger der selvfølgelig en besparelse.
Der er også muligheden for at bruge en helt anden type skinner. Märklin K skinner måske? Eller Piko skinner med Peco midterleder? Førstnævnte er måske lidt pænere, men i hvert fald også lidt dyrere. Og C skinnerne ser såmænd OK ud. Peco midterlederen er ifølge flere på sporskiftet.dk vanskelig at installere – især i sporskifter. Og prismæssigt ender man hurtigt på Märklin niveau.
Jeg kunne også gå over til 2-leder systemet. Men ikke mange af mine lokomotiver lader sig let ombygge. Og jeg har ikke lyst til at sælge samlingen og købe en ny. Desuden tror jeg på, at Märklin C skinner er det mest robuste system, der findes. Og så kan det godt være, at det er legetøjsskinner i legetøjsradier. Men jeg har stadigvæk kun plads til netop det. Så jeg holder nok fast.
Medio marts
Jeg har besluttet mig for, at jeg selv ordner gulvet i togværelset. Det betyder, at jeg ikke behøver at skille banen ad, fordi jeg kan flytte den fra side til side i rummet, efterhånden som jeg arbejder med gulvet. Noget mere besvær end en professionel gulvmand vil forlange penge for at bruge tid på. Men min måde at holde beslutningen om en ny bane og en helt nyindretning af rummet adskildt fra spørgsmålet om udskiftning af tæppet.
Det udelukker på ingen måde, at jeg alligevel går videre med at bygge “hyldebanen”. Jeg kan godt lide ideen. Både fordi banen bliver bedre, og fordi den bliver nemmere at flytte til et nyt sted når/hvis det bliver aktuelt.
Medio juli
Jeg laver ganske vist gulvet selv. Men banen, som den kendes p.t., nedlægges. Materiellet er ved at blive pakket i flyttekasser. Årsag: Betonundergulvet er bulet og skal både slibes og spartles. Så hele værelset skal nødvendigvis ryddes.
Jeg udskyder muligvis mest muligt af adskillelsen af selve “stellet”. Det går dog kun én vej: Skruerne kan måske genbruges. Men det er nok også dét.
Den snart hedengangne bane har givet mig en masse erfaringer, som f.eks. at hældninger skal måles meget præcise ud. Derudover, at det ikke er smart at bygge en bane, som ikke lader sig flytte et helt andet sted hen. Og så har jeg også fået automatisk togdrift til at fungere. Vi får se, om det også fungerer umiddelbart på næste layout. Ellers må jeg tilbage og rette i JMRI koden.
Når jeg bygger min nye hylde- og modulbane i to etager, bliver det en sandwich konstruktion med selve de to etager som 12 mm MDF og en ramme af 20 x 95 mm brædder, hvor nederste etage skrues fast under rammen og øverste etage blot ligger løst ovenpå rammen. Under denne MDF skrues små klodser, som passer ned i rammen, og nogen 3D printede “bjælker” med huller i til at holde på ledningerne, der forsyner øverste etage. Allerunderst en 2 cm luftspalte som ledningsskjul og en 6 mm MDF plade til at udgøre bunden af hele konstruktionen. Og så skal der laves plads til elektronik i form af dekodere, strømfølere, S88 moduler, strømforsyninger m.v.
Jeg overvejede at 3D printe underlaget til de dele af banen, der skal udgøre op- og nedkørsler. For på den måde kan jeg lave meget præcise hældninger og føringer til PIKO flex skinner. Det skal kun være “skeletter”, der kan beklædes med pap maché (lim og toiletpapir) for at lave skråninger m.v. Men det ser ikke ud til at være rigtig nemt at bruge det, der kan eksporteres fra Anyrail, til at designe disse nedkørsler. Så måske bliver det Woodland Scenics flamingo strimler. Måske krydsfinerstrimler og opklodsninger (som til gengæld kunne være 3D print).
Desuden overvejer jeg at anskaffe mig en overfræser for at lave pæne kanter på og huller i MDF pladerne.
Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg ender med at lave stikforbindelser mellem modulerne, samt hvordan jeg skal anbringe elektronikken – dvs. dekodere, strømfølere, tilbagemeldingsmoduler, Arduinoer (til lysstyring på gader og i huse) m.v.
Der skal nok være mindst et tilbagemeldingsmodul med tilhørende strømstik på hvert modul af banen. Og dekoderne skal nok også anbringes i nærheden af sporskifter og signaler. For ellers skal der føres en strømførende ledning ud til hver blok af banen og servosignaler til de enkelte sporskiftere osv. Dels vil det hurtigt fylde et 25-polet stik, og dels vil det umuliggøre standardiserede stikforbindelser. Så jeg forestiller mig, at der fra modul til modul skal føres et RJ-45 stik til S88 bussen og et stik med stel, 5V, 12V, DCC signal, logikniveau (0 / 5V) DCC signal til servodekodere og måske nogen ledninger til lysstyring m.v. Måske skal der føres en 220 volt ledning rundt i stedet for 5V og 12V, så hvert modul kan have sine egne strømforsyninger?
16. og 17. august 2021
Så er nedbrydningen af banen i gang. Husets øvrige to værelser har fået trægulv, og nu kan det ikke udskydes længere i togrummet:
Det tog to dage at bryde ned, sortere alle skruer m.v. Det tog noget længere tid at bygge op. Men nu er det klar til at bære ud. Jeg gemmer stumperne indtil videre, men jeg tror, at 95% af træet ender på genbrugspladsen. Min nye bane kommer ikke til at bestå af brædder, IKEA ben og krydsfiner formet efter skinnerne.
Oktober
Gulvtæppet er smidt væk, betonen er slebet og spartlet og trægulvet er lagt. Jeg har købt nogen 120 cm høje IKEA PLATSA skabe. Og alle de flyttekasser, der var oplagret i garagen er inde igen. De fleste er oven i købet tømt:
Derudover har jeg arbejdet lidt videre med layout’et. Nummer 5 ovenfor har lidt problemer i forhold til skyggebanegården i den ene side, hvor sporene er for korte, og hvor togene ikke kan køre direkte ind på sporene. Og så har jeg også skiftet mange Märklin skinner ud med de billigere Piko flex skinner i skyggebanegårdene, ligesom jeg har bestræbt mig på at genbruge de skinner, jeg allerede har. Endelig har jeg også tegnet skinner hele vejen rundt i rummet med aftagelige skinner foran døren og vinduet:
Der skal arbejdes lidt mere med opdelingen i moduler. Og jeg skal have rentegnet min sandwich konstruktion med skinner i to etager og med ledningsskjul og/eller -ophæng nedenunder hver etage. Det skal være på plads, før jeg kan sætte hyldeknægte op på væggen. Jeg har tænkt mig et system a la dette:
Det giver både mulighed for banen og en hylde over eller under til ringbind og andet.
Endnu en revision, hvor alle vigespor i underetagen kan bruges. Modulerne er dog blevet for små, idet det vil kræve omkring 20 vægskinner. Så modulerne skal nok slås sammen cirka to og to:
Primo november
Jeg har indtil videre tænkt, at banen skal bygges op i moduler i to etager. Men det er strengt taget forkert: Den skal bygges op af to etager af moduler. Det lyder som ordkløveri. Men der er faktisk en meget betydelig forskel, idet størrelsen af modulerne og måden at samle/adskille moduler sagtens kan være forskellig i over- og underetagen.
For underetagens vedkommende skal den blot kunne skilles ad i nogle håndterbare størrelser, hvis vi skal flytte eller bygge om på et tidspunkt. Dvs., at det er OK selv hvis nogle få skinner og sporskifter skal afmonteres for at skille underetagen ad.
Overetagen skal derimod nemt kunne løftes af i moduler i tilfælde af afsporinger eller sporarbejder i underetagen, samt i forbindelse med landskabsbygning.
Det betyder, at alle elektriske forbindelser til et modul i overetagen skal være samlet i et eller nogle få stik. F.eks. 25 polede. Derimod skal jeg have genovervejet anbringelse af elektronik samt ledningsføringen i underetagen. Det behøver måske ikke at være separeret ud i de enkelte moduler?
Med den erkendelse kan jeg komme videre med at indkøbe hyldeknægte m.v. og for den sags skyld også MDF plade til underetagen savet i passende størrelser.
Jeg har tegnet sandwich konstruktionen, som i et lodret snit ser sådan ud:
Den blå firkant er en 12 mm MDF plade, der udgør nederste etage. Skinnerne lægges direkte på denne plade, og det er denne plade, der lægges på hyldeknægtene.
De orange firkanter er nogen 21×21 mm hobbylister, der udgør rammer rundt om et hulrum, som bruges til at gemme de ledninger, der skal trækkes ud til skinner og sporskifter. Under denne ramme monteres (mellem hyldeknægtene) en 6 mm MDF plade, så ledninger m.v. ikke er synlige. Det er den lyserøde firkant på tegningen. Under denne 6 mm plade har jeg ydermere tænkt mig at montere nogle IKEA 12 volt spots over skrivebordene og måske også i enden af hesteskoen.
De 21 mm hulrum er ikke nok til 220 volt stikdåser, diverse strømforsyninger og elektronik. Så det må samles i en kasse pr. modul. Disse kasser må nødvendigvis skrues op under modulet inde ved væggen.
De gule firkanter er en ramme, som adskiller overetage og underetage. Jeg tænker at få skåret dem af 22 mm MDF. Og så tænker jeg at lave huller i fronten, så man kan se ind i underetagen.
Den grå, den lysegrønne og de lilla firkanter udgør overetagen, som blot skal ligge løst ovenpå den gule ramme, men med en eller anden måde at sikre, at modulet ligger hvor det skal. Måske med nogen spikes ned i den gule ramme. Her skal ledningsskjulet være lidt mindre. Højdeforskellen mellem skinnerne på de to baner må højst være 100 mm for ikke at få helt forfærdelige hældninger. Gerne mindre. Frihøjden i underetagen skal jvf. normerne være minimum 59 mm målt fra toppen af skinnerne. Dvs., at der er maks. 41 mm til skinneunderlag (som jeg kunne undlade, men som ellers fylder 3 mm) og skinner i underetagen (10 mm) samt de to plader og hulrummet. Det nytter ikke meget at gøre øverste plade meget tynd: Servoerne under sporskifterne fylder 13 mm. Jeg kan også undlade at lave et hulrum og i stedet lime ledningerne fast under selve pladen eller måske 3D printe nogle “loftsbjælker”, som ledningerne kan snoes ind i. Der skal måske også tænkes i at gøre ledningerne så tynde som muligt.
På denne modificerede tegning har jeg indført en loftsbjælke til ledningsophæng (grå og grøn tingest) et stykke skinne med underlag samt en servomotor (lyseblå) i overetagen. Desuden har jeg reduceret toppladen til 9 mm:
Lad os sige, at de øverste 15 mm under toppladen er brugt til ledninger m.v. og de nederste 13 mm til skinner. Inklusiv en 9 mm topplade og 60 mm frirum giver det 13+60+15+9 = 97 mm højdeforskel. Med andre ord går det lige netop an. Men nu er det ikke netop fordi loftsbjælkerne behøver at blive anbragt lige over underetagens skinner. Til gengæld skal der måske nogle 15×15 mm hobbylister på tværs for at stive toppladen af? Jeg skal have fundet ud af, hvor tynd jeg kan gøre toppladen. Hvis jeg kan gå ned på 6 mm vinder jeg 3 mm mere. Og skal jeg op på 12 mm mister jeg 3 mm.
Og så er der enden af hesteskoen, hvor der er skinner med hældninger for at togene kan komme fra den ene etage til den anden. Der skal underetagen bestående af de blå, lyserøde og orange firkanter formentlig stå alene. Overetagen kommer sandsynligvis til at bestå af en (aftagelig) MDF plade smallere end de 60 cm for de gennemgående skinner og opklodsede (ikke aftagelige) krydsfiner stykker for de skinner, der skal forbinde over- og underetage. Der skal tænkes lidt mere over detaljerne på dette stykke. Skal rammen (de gule firkanter) stadigvæk være der, så der kan laves f.eks. et stykke metalnet med papmache til at lave landskab, der dækker over skinnerne på hældningerne? Og hvad skal den aftagelige MDF plade hvile på?
MDF plade vejer et sted mellem 600 og 900 kg/m3. Lad os sige 750. Der er ca. 7 m rundt i hesteskoen. Og med 2 stk. 12 mm og 2 stk. 6 mm plader giver det 7 x 0,6 x 0,036 x 750 kg = 113 kg. Og det er kun pladerne. Dertil kommer rammerne samt hylder og ringbind. Selve togbanens vægt er nok ligegyldig. Givet at det bliver fordelt på 10 vægskinner er det sikkert ikke et problem. Men det kunne overvejes, om jeg skal gå ned i 9 mm MDF til de bærende lag og blot noget 3 mm hård fiberplade til dækplader. Det hele bliver jo stivet af vha. 21×21 mm listerne.
Medio november
Jeg har købt vægskinner og hyldeknægte. Jeg har fintænkt højderne, så vitrineskabene kan hænge over skrivebordene 10 cm fra loftet med togbanen 10 cm under vitrinerne og 22 cm over skabene i den anden side af rummet.
Jeg har talt med en Bauhaus medarbejder, der mener, at en 10 mm MDF på 60×140 cm lagt oven på et par hyldeknægte vil kunne ligge der uden at bøje sig. Det får mig til at tænke, at alle tre lag MDF sagtens kan være 6 mm, fordi de bliver forstærket af de lister m.v., der skal være imellem dem. Han havde faktisk en 10x380x2000 mm plade, hvor jeg fik lov at lade mine arme være hyldeknægte. Det var ret så stift, men kunne dog bøje lidt. En 600×1400 mm plade vil være endnu stivere. Og en 6 mm plade med en pålimet 22 mm eller endda 90 mm kant vil være langt stivere.
21×21 mm hobbylisten kan lige så godt være en 30 mm stribe af 22 mm MDF. Især hvis nederste plade ikke skal hænge under hyldeknægtene, men i stedet ligge oven på hyldeknægtene, altså at hele sandwich’en med alle tre lag udgør en enhed, der ligger på hyldeknægtene. Det betyder, at hvis jeg skal ned til ledningerne, må jeg ned ovenfra.
Til en start har jeg sat mine to vitrineskabe op:
14. december
De første skinner til hyldeknægte er sat op:
Derudover har jeg tænkt, at jeg nok hellere må ofre lidt flere penge på plader til togbanen og bruge krydsfiner i stedet for MDF. Allermest fordi man kan sætte en skrue i uden at skulle bore for.
18. december
Jeg har ofret næsten 2.000 kroner på fem 9 mm krydsfinerplader i Silvan. Til gengæld fik jeg dem skåret uden beregning. De er ret skæve. Jeg håber, at det vil rette dem op, når der bliver lavet en ramme til hver af dem.
Til rammen har jeg fundet nogen pæne brædder, der ganske vist kun er høvlet på de to kanter og den ene side. Men den sidste side sliber jeg med groft sandpapir på excentersliberen. Og så saver jeg nogen af dem på langs for at få de orange “lister” på denne tegning:
Selve opbygningen starter med den blå plade, hvorpå de gule brædder skrues på som ramme. Skinnerne skrues fast oven på pladen og ledninger og elektronik under pladen.
Den lyserøde plade med en ramme af de orange brædder er blot et ‘låg” eller en bund, der gøres fast med gevindskruer, så det hele kan holde til at blive skilt ad mange gange.
De grå topplader vender vi tilbage til, når jeg en gang når så langt. De skal formentlig stives af med nogen lister og i hvert fald fikseres, så tog kan passere uhindret fra plade til plade. Måske skal de slet og ret skrues fast med gevindskruer ligesom bunden?
29. – 31. december
Jeg fik savet brædder til rammerne (de gule og de orange på tegningen ovenfor) og fik dem slebet på bagsiden.
Og så har jeg leget med fingertapsamlinger. Det bliver forhåbentlig rigtig godt og rigtig fint. Jeg har købt en overfræser for at kunne gøre det og for at kunne lave pæne kanter på modulerne.
En fingertapsamling ser sådan ud:
På Youtube er der talrige opskrifter på at bruge enten en bordrundsav eller en bordfræser. De viser dog altid kun meget små stykker træ, for det går ud på at holde et brædt lodret og skære opad ind i enden af brædtet med præcision i bredden og i mellemrummene af snittene:
Men jeg har ladet mig inspirere af den måde, man laver svalehale samlinger på. En svalehalesamling ser sådan ud:
Og man laver den ved hjælp af en særlig skabelon til at føre en overfræser:
Jeg har 3D printet disse skabeloner:
Som jeg bruger til at guide sådan et fræsejern:
Dvs. kuglelejet øverst guides af skabelonen, mens fræsedybden præcist passer med tykkelsen af brædderne, som er fastspændt vandret (på billedet kun en lille rest):
Resultatet ser sådan ud på det første og hidtil eneste prøveeksemplar:
Man skal passe meget på, at fræsejernet ikke rasper plasten. Dvs., at man skal holde den på plads i skabelonen, før fræseren startes, og sørge for at holde den i skabelonen indtil den står helt stille igen.
Skabelonerne tager ti timer at printe og koster 200 gram PLA. Jeg kunne måske have nøjedes med kun en enkelt skabelon og blot have brugt en afstandsklods til at forskyde takkerne. Men det gad jeg ikke at bøvle med.