12. februar – MDF i stedet for brædder
Jeg har opgivet det med brædder og tap-samlinger. Jeg har vist købt de forkerte brædder. De buer og er i det hele taget skæve.
Næste forsøg er 19 mm MDF skåret i strimler på 9 og 5 cm. Det er snorlige. Og det er stift. Men det er noget møg at arbejde med.
Jeg har foreløbig købt mig en lille rest MDF I Silvan, som er 4 cm for kort til de korteste hylder. Jeg har skåret stykket i 5 cm strimler. Og så har jeg købt et træ-dyvelsæt i Harald Nyborg. Man kan ikke rigtigt skrue MDF sammen, så jeg forsøger mig med lim og dyvler. Første skridt er, at jeg har forlænget to af strimlerne med hver 4 cm og samtidig skåret to stykker, der skal bruges til enderne af den nederste ramme til en hylde. Hver samling består af to dyvler og noget lim:
Planen er, at lime/dyvle begge rammer til den midterste plade og skrue top og bund på med M3 eller M4 gevind skruer, hvor der er skruet gevindbøsninger ind i MDF’en:Det vil vise sig, om krydsfineren derved bliver afstivet nok, eller om der er behov for midterstivere i MDF rammerne.
18. februar
Til ovennævnte dyvler kunne jeg pga. de små dimensioner ikke rigtigt bruge den skabelon, der fulgte med dyvelsættet. Derfor måtte jeg nøjes med at måle så præcist jeg kunne, og dernæst bore huller efter en blyantstreg. Og det virkede så nogenlunde. Men det var ikke helt præcist, og det var lidt for besværligt. Derfor har jeg nu fået 3D printet nogen skabeloner, jeg har designet specifikt til netop den størrelse MDF “brædder”. Og det virker:
4. marts
Den midterste plade limet fast til rammen. Uden dyvler. De kommer i brug, når den øverste ramme skal på.
12. marts
Jeg fik 3D printet en borelære, så jeg kunne bore helt lodrette huller til gevindbøsninger og skruer til at holde den nederste plade. Det fungerede i den forstand, at hullerne er lodrette og ud for hinanden lige midt i MDF pladen. Men selve gevindbøsningerne var meget svære at skrue lige i. Dem jeg har, er meget korte, og man kan ikke styre dem med en almindelig skruetrækker. Og nogen af dem skulle oven i købet ud igen for at få renset gevindet. Men nu sidder pladen fast med 8 skruer: