Ombygning af Lima MR tog

Jeg har købt et Lima MR tog. Det var allerede bygget om til 3-skinnedrift. Derfor indgår montering af slæbesko ikke i denne beskrivelse.

Det vigtigste i ombygningen til digital drift er at udskifte retningsomskifteren til en DCC dekoder. Det skal være ordentligt, så jeg sætter den bedste dekoder, som jeg kender til, i: En ESU LokPilot v.4.

Desuden skal der lys på. Og det skal være røde baglygter og hvide forlygter, der skifter med køreretningen. Det er umiddelbart lidt en udfordring, for det er de samme lygter, der skal lyse rødt og hvidt. Dog sådan, at kun de to nederste lyser rødt, mens alle tre lyser hvidt. Men heldigvis findes der lysdioder, der kan lyse både rødt og hvidt. Og oven i købet i et sæt med et diagram, som specifikt passer til et Lima MR tog. Disse lysdioder har jeg købt hos NiceLed.

Når jeg nu alligevel er i gang, sætter jeg også kabinelys i. Loftslyset er nogle stykker fra et 5 meter lang LED bånd, som jeg en gang købte i Jem & Fix.

Der findes en del opskrifter på den slags ombygninger. Jeg har således ladet mig inspirere af Frederik Bendtsens side Faldsted og af to opskrifter på digitaltog.dk, nemlig Ombygning af Lima MR og Vognlys vha. LED bånd.

På følgende billede ses min finger, der trykker på en LED tester.

Derunder to af de lysdioder, der skal ind i forlygterne. De er ikke store. Og der er ikke meget plads til dem inde i lokomotivet. Derfor er det heller ikke ledninger, men lakeret 0,1 mm kobbertråd, jeg har loddet på dem. Men som det kan ses er sådan nogen tynde kobbertråde rigeligt til at få dioderne til at lyse.

Nederst på billedet ses det stykke LED bånd, som skal udgøre loftslyset.

Til højre ses nogle stik. De skal bruges til dels at forbinde undervognen med dekoderen på til overdelen af lokomotivet, hvor alle lysdioderne er limet på. Denne stikforbindelse skal sikre, at jeg kan skille lokomotivet ad igen uden at ødelægge noget. Den anden stikforbindelse skal give forbindelse til bivognen, som også skal udstyres med for/baglygter og loftslys.

img_2236
img_2241

På billedet ovenfor har jeg limet formodstandene til for/baglygterne på LED båndet til loftslyset. På den måde kan jeg lodde hele ledningsnettet sammen på arbejdsbordet, og så lime det fast i loftet i lokomotivet som en samlet enhed – dog skal de små for/baglygte LED’ere selvfølgelig limes fast i fronten. Men kobbertrådene er loddet fast allerede på arbejdsbordet.

De næste par billeder viser tilsyneladende en gang skrot. Men helt så galt er det nu ikke. Ledningerne stritter ganske vist i alle retninger, men lokomotivet kan skam køre. Dekoderen er nemlig monteret.

img_2238

img_2239

Her er alle lysdioderne limet fast i overdelen. LED båndet til loftslys var det nemmeste. Det er nemlig udstyret med dobbeltklæbende tape.

Når limen, der holder for/baglygter fast, er hærdet, skal kobbertråde og ledninger gemmes oppe under loftet og lokomotivet skrues sammen. Og så er værket fuldbragt:

image

Bemærk stikforbindelsen nederst på billedet ovenfor. Det er det stik, der som beskrevet ovenfor skulle have dannet forbindelse mellem undervogn og overdel på lokomotivet. Jeg troede, at jeg var smart. Men der var bare ikke plads til både motor og stik. Jeg valgte derfor at beholde motoren og klippe stikket væk og i stedet lodde ledningerne sammen.

Og her ligger indmaden til bivognen. De sidste par ledninger og kobbertråde bliver loddet på, når limen, der holder modstandene fast på LED båndet, er hærdet:

image

De fleste anbefaler, at man bruger sekundlim til at sætte lysdioderne fast. Men jeg har brugt kontaktlim. Heldigvis. For en af dioderne havde jeg fået sat forkert, så den kun lyste svagt. Den kunne jeg hive af igen og placere bedre. Det havde jeg ikke kunnet med sekundlim.

Det færdige resultat ses på følgende billeder:

Processed with Snapseed.

Processed with Snapseed.

Processed with Snapseed.

Processed with Snapseed.

img_2247

Jeg havde troet, at det sværeste ville have været SMD dioder og lakeret kobbertråd. Men den del af det viste sig faktisk at være det nemmeste. Det er meget værre med 0,14 mm2 ledning og små stikforbindelser mellem vognene. Næste gang skal jeg finde noget endnu mindre stik-værk og endnu tyndere og blødere ledning.

Efterskrift:

Jeg har nu udskiftet ledningerne med 0,05 mm2:

img_0101
img_0102

De er meget blødere og dermed nemmere at arbejde med, foruden at toget kører bedre, idet der ikke er ledninger, som gør det vanskeligere for toget at dreje. Jeg har i øvrigt gjort ledningerne kortere end på billederne. De skal være så korte som muligt af førnævnte årsager.

Translate »