Denne side handler om konstruktionen af rammen og de to elevatorstole.
12. november 2023 – Spånplade købt
Jeg har købt to hele spånplader og en 6 mm MDF plade.
Jeg havde i forvejen tegnet præcist hvordan hver enkelt stykke skal saves ud af de i alt tre plader. Og jeg fik Bauhaus’ savværk til at save pladerne ud i tre til fire stykker, så der var plads til dem i bilen, og så jeg kan håndtere dem med min egen rundsav.
Bauhaus tager 30 kroner pr. snit. Så det ville blive rigtig dyrt at få dem til at save det hele.
Desuden har jeg bestilt en 15 mm bred tandrem og tilsvarende medløberhjul. Samt yderligere 8 beslag og skruer, så hvert medløberhjul er fastgjort i to beslag – et på hver side af V-slot profilet. Det må blive stærkt nok.
19. november – savedag
De stykker, der skal udgøre elevatorstolene, er savet ud. Inklusive de riller hvori hylderne skal sidde fast:
Der er 10 stykker, der skal sidde lodret i hver elevatorstol. I alt 20. Der er 5 riller i hvert stykke (nederste hylde udgøres af bunden af elevatorstolen). Det giver 100 riller, som skulle saves tre gange hver, fordi savbladet på min rundsav er 2 mm bredt og hylderne er af 6 mm MDF. I alt 300 snit. Det tog et par timer. Det hjalp lidt, at alle stykker er symmetriske, og at de kun findes i to højder. Dvs., at jeg kunne lave hhv. 16 og 24 snit for hver gang saven skulle indstilles.
På billedet ovenfor ses i øvrigt også den endelige form på portalerne og dermed de huller, der skal være i siderne. Det er NEM fritrumsprofilet, men 6 mm højere, så der er plads til skinner (dog ikke en Märklin C skinne, som på billedet):
25. og 26. november – Save og lime dage
Resten af spånpladen savet. Dvs. stykkerne til rammen. Nu kan garagen bruges som garage igen. Undtagen at jeg er gået i gang med at lime de første dele. Lige nu er det ene stykke til montering af mekanikken i rammen og de første fire samlinger af fronten til en af elevatorstolene sat i spænd:
Desuden har jeg savet hullerne i den ene (af fire) stolesider. Det er ikke just snorlige. Jeg har kun en helt almindelig stiksav. En CNC maskine havde været at forestrække. Men selvom det måske nok ser herrens ud, så vil det fungere:
Og så har jeg ryddet helt op i garagen, så den kan bruges som garage de næste uger, hvor det bliver koldt, og hvor weekenderne er fulde af gæster.
9/12-2023 – Samling af elevatorstol planlagt
Jeg har drømt hele natten om, hvordan jeg både gør elevatorstolene stive og stabile og alligevel er i stand til at skille dem ad og reparere skinner m.v.
Jeg er nået frem til, at der skal limes i to store “klumper”, nemlig bagside, top, bund og siden hvor spindlen skal fastgøres, hhv. front og den anden side. Disse to “klumper” skal skrues sammen, så hylderne sidder fast mellem dem uden at være limet fast:
Juleferie 16. december – 7. januar
- 16/12: Syg, slap og nærmest sengeliggende. Forkølet.
- 17/12: Lidt slap, men fik fjernet print support fra det sidste beslag til step-motor og spindel + til et par skabeloner, som jeg vil forsøge at bruge til at fræse hullerne, som togene skal køre ud af og ind i elevatorstolene. Mit fræserbord og overfræser samlet til samme formål. Og de fleste huller til dyvler, som er nødvendige for at samle bagsiderne og den resterende forside til elevatorstolene, er boret. Der mangler “kun” 24 huller.
- 18/12: De 24 huller boret. Og første limning foretaget: Stiverne på første bagside af en elevatorstol.
- 19/12: Første elevatorstol-bagside limet færdig. Og stiverne på nummer to. Desuden er hullerne i enderne af elevatorstolene, hvor tog skal køre ind og ud, nu groft savet ud og derefter fræset vha. 3D printede skabeloner og overfræseren spændt op i mit lille fræserbord. Se billeder nedenfor. Det blev et rigtigt godt resultat.
- 20/12: Anden bagside limet færdig og anden forside påbegyndt. Første bagside lagt ind på køkkengulvet til hærdning. De første dele er streget op til boring af huller til samling af hele elevatorstole. Nu skal jeg “bare” være helt sikker på, hvor der skal være hhv. dyvler og skruer.
- 21/12: Anden forside og (som afslutning på dagen) anden monteringsblok til mekanikken limet. Begge bagsider ligger nu til efterhærdning i køkkenet. Men det store tidsforbrug var at bore i alt 80 huller i 4 x top/bund til elevatorstole.
- 22/12: Yderligere 80 huller boret som modpart til ovennævnte. Og yderligere 64 huller, for at gøre enderne af elevatorstolene fast. Samt den ene elevatorstol limet sammen. Nu mangler den kun 28 skruer til at samle de to halvdele.
- 23/12 – 25/12: Jul med familien.
- 26/12: Bagsiden af rammen: Alle huller boret og de fire stykker, den består af, limet sammen.
- 27/12: Huller boret i top og sider af rammen. Den limede elevatorstol sat sammen med 28 skruer. Det krævede en hel del “udvidelser” af de fleste af de 28 skruehuller.
- 28/12: Huller til de fire portaler savet i siderne. Min nye “stiksav” fungerede til at save pæne firkantede huller. Skruehuller boret i bunden af rammen. Desuden ankom den brede tandrem og tilbehør fra Kina.
- 29/12: Jeg er lidt træt af at lave elevator. Men jeg fik da fræset lidt i rillerne på den allerede sammenlimede elevatorstol, så der er en chance for at kunne sætte hylder i. Hylderne fik jeg også savet 4 mm smallere, hvilket involverede opstilling, rengøring og nedtagning af rundsaven.
- 30/12: Hylderne tilpasset i længderetningen. Og den første elevatorstol samlet. Den vejer 9,9 kg. Præcis som beregnet. Det er lidt af en milepæl. Så nu tør jeg godt at lime stol nummer 2 sammen.
- 31/12: Garagen tømt, så bilen kunne stå under tag nytårsaften.
- 1/1-2024: Siderne limet på bagsiden af rammen. Desværre har jeg ikke noget, der kan presse det ordentligt sammen, så det gaber 1/2 mm her og der.
- 2/1: Jeg var lige en tur på arbejde. Men om aftenen fik jeg foretaget sidste limning: Toppen af rammen.
- 6/1: Jeg fik gjort skruehullerne ovale og fik også fræset (med Proxxon maskinen) rillerne i den sidste elevatorstol, så både den og rammen nu er skruet sammen med alle skruerne.
- 13/1 (dagen før Dronning Margrethe II af Danmarks abdikation): Stiverne i siderne af rammen monteret med 5 store M6 skruer hver: 4 i siden af rammen og 1 i toppen. Dermed er selve træarbejdet i pricippet færdigt. Men når det hele fungerer, piller jeg igen alt mekanik af og spartler og maler.
Vedr. 19/12, 22/12, 26/12, 30/12, 1/1 og 13/1 er her et par billeder:
For at save kanterne pæne har jeg købt en ny stiksav, der faktisk er en kædesav i miniformat:
Det hjalp dog ikke mig til at kunne save pæne huller. Derimod hjalp den mig til at save hullerne groft ud uden at skulle bore først. Den kan nemlig bruges som dyksav. Men for at gøre det pænt skulle jeg bruge min overfræser, som jeg for flere år siden købte et lille bord til, hvori jeg nu har monteret fræseren. Og så har jeg 3D-printet skabeloner, så hullerne blev helt perfekte:
Historien om, hvorfor de store stykker spånplade til at skrue V-slot profilerne på er pist væk på næste billede, kan findes på mekanik-siden.
August 2024 – Maling
6/8: Det er sommerferie. Jeg har ryddet op i garagen. Jeg har købt maling. For første gang er både ramme og begge elevatorstole placeret ved siden af hinanden. Jeg håber at få tid til at male. Men først skal vi en lille ugestid til Færøerne.
13/8: Rammen er slebet og grundet. Jeg spartlede den i vinters:
14/8: Begge elevatorstole slebet, så de værste små unøjagtigheder er elimineret og så alle kanter er nogenlunde glatte. Desuden er de skilt ad og alle kanter (det er mange) spartlet med Polyfilla:
15/8: Alle gårsdagens spartlinger slebet. Og garagen er nu fyldt til randen med dele, der skal males:
16/8: Ca. halvdelen af elevatorstolene grundet. Dvs. selve skeletterne overalt, forsiderne på kanter og yderside, men hylderne kun på kanterne:
17/8: Resten grundet (om formiddagen). Og hen under aften fik jeg givet første gang maling på skeletterne og den ene side af fronterne samt på kanterne af hylderne.
18/8 Morgen: Skeletterne og kanterne af hylderne fik anden gang maling og fronterne fik første lag på den anden side.
18/8 Aften: En meget grim overaskelse, idet hylderne var klistret godt og grundigt sammen af tørret men ikke hærdet grunder. Jeg havde stakket dem og holdt dem sammen med skruetvingere for at male dem på kanterne. Og det skulle jeg ikke have gjort. De fleste er helt ødelagt. Kun én er intakt. Et par stykker kan reddes med spartelmasse. Men jeg skal have savet en hel del nye hylder. Heldigvis har jeg en del 6 mm MDF til rest. Jeg håber, at der er nok.
Til gengæld fik jeg plads til at give fronterne næste lag på den ene side og rammen første lag:
19/8: Alt undtagen de ti hylder malet færdig fra morgenstunden. Senere på dagen: Nye hylder savet og grundet på den ene side. Og sent aften på den anden side også.
20/8: Første lag maling på hylderne. Den ene side om morgenen. den and om aftenen.
21/8: Andet lag på hylderne efter samme recept. Dermed er malearbejdet slut.
8/9: Rillerne til hylderne i elevatorstolene passede lidt for godt. Der var ikke plads til maling. Men vha. sav og Proxxon fræser gennem de seneste dage har jeg nu næsten den ene elevatorstol samlet:
9/9: Den ene elevatorstol samlet. Hylderne gaber lidt i den ene ende. Men så sidder de da ikke i spænd. Og skinnerne kan sagtens dække det.
De næste trin bliver (i en eller anden rækkefølge):
- Få den sidste elevatorstol samlet.
- Mål efter om ramme og elevatorstolene har de rigtige eksakte mål. Modificer 3D modellen for at tage højde for afvigelser. En grovmåling viser, at den første elevatorstol er 1236 x 573 x 99 mm mod forventet 1232 x 572 x 98 mm. Den ene millimeter i højde og bredde er ikke et problem. Men de 4 mm i længden er et problem. Rammen er 1256 mm indvendig. Og hver portal (inklusive IR sensorer) fylder 12 mm ind i rammen. 1256 – 2×12 = 1232. En måling siger måske 1234 mm (usikkert og alligevel ikke nok). Det betyder, at der ikke er plads til IR følerne inde i elevatoren. Og dermed at de 3D printede portaler må designes om. Jeg vidste sådan set godt, at dette var et svagt punkt i mit design, fordi jeg kun havde efterladt en eller to millimeter luftspalte mellem elevatorstol og portal. Jeg tænker, at kun selve IR sende-dioden og IR modtage-dimsen behøver at være i portalen. Resten af de små printplader kan flyttes ind i “elektronik-kassen”. Eller måske skal sensorerne bare anbringes vertikalt i rammen i stedet for horisontalt? På den måde kan de bruge den smule luftspalte, der er, hvis portalerne kun fylder 2 mm i stedet for 12. Jeg skal bare sørge for, at de skinner, der stritter ud gennem luftspalten, ikke har for mange sveller, sådan at IR lyset kan passere gennem skinnerne, men ikke gennem et stykke rullende materiel, der holder på skinnerne.
- Tilføj sensorer til elektronik-fuglereden og software. Og udskift det lille display med det lidt større, som jeg har købt.
- Lav en mock-up bestående af den rigtige mekanik, hvor elevatorstolene er erstattet af nogen stykker 16 mm spånplade af samme størrelse som de yderste dele af bagsiden af stolene. Og få derved gennemtestet mekanik, elektronik og software.
- Først skal jeg dog have omsat min 3D tegning til en 2D tegning med eksakte mål for anbringelse af beslag m.v. på stolene. Og måske få laserskåret en skabelon til at bore hullerne efter.
- 3D printning af midterlederholdere m.v. til skinnerne og monter (dvs. anbring) skinnerne m.v. inklusive elektriske forbindelser i elevatorstolene.
- Omsæt elektronik fuglereden til et stykke loddet elektronik (på et hulprint) og få det anbragt i elevatoren i passende kabinet m.v.
19/9-2024: Sidste elevatorstol samlet. Denne gang tog det kun et par timer. Den fik simpelthen af grovfilen, forstået på den måde, at jeg ikke var bange for bare et tage 1/2 millimeter i hver side af furerne til hylderne – under hensyntagen til at furerne i sider og ender skulle flugte.
Jeg har også bestilt en masse skruer m.v., noget 3-leder ledning, som det der bruges til servoer og ovennævnte cable chains fra Kina.
5/10-2024: Gevindstykker i elevatorstole
Så skete endelig det, jeg længe har taget tilløb til: Efter at have fået skruer og gevindbøsninger og efter at have fundet ud at bruge TechDraw workbench i FreeCAD til at printe tegninger med mål ud tog jeg mig sammen og borede en masse huller og skruede gevindbøsninger i til beslag til spindelmøtrik, V-slotvogne, beslag til fastgørelse af tandremme og aktuatorer til endestop switche.
Det var en ret omfattende operation med redesign af både tandrems-beslag og endestop aktuatorer samt en hel del fintegning i FreeCAD. Og design og udprintning af borelærer. Samt selvfølgelig meget omhyggelig udmåling, opstregning (på malertape), boring og montering af gevindbøsningerne.
7/10: Pletmaling og indbæring
Så må træarbejdet kunne erklæres afsluttet. Jeg har pletmalet, der hvor jeg har slebet/fræset for at kunne samle elevatorstolene, og der hvor jeg borede huller i går. Desuden har jeg forkortet 2 kosteskafte, skruet de andre kosteskafte m.v. af V-slot profilerne, udskiftet beslagene i top og bund af V-slot profilerne med to-kosteskafts-udgaven samt flyttet elektronik-fuglereden over på en hylde. Altsammen har bl.a. bidraget til, at der nu er plads til elevatorstolene på mit “arbejds”-bord.