2015 del 5 – ECOS, Raspberry Pi m.v.

11/9-2015:

ECOS købt.

Nu skal jeg så også lige have gjort IB-COM trådløs, så jeg ikke er afhængig af, at min PC skal stå et bestemt sted for at være fysisk koblet til banen. Kan man det, når den eneste mulighed for at forbinde PC og IB-COM med hinanden er et USB kabel?

Ja – i teorien skal man “bare” bruge en computer mere, som kører JMRI i Loconet server mode. USB kablet fra IB-COM forbindes så til denne ekstra computer, som også samtidig er forbundet til lokalnettet. PC og den ekstra computer er forbundet til hinanden via lokalnettet (LAN).

Jeg er nogenlunde overbevist om, at det vil fungere. Men jeg har ikke prøvet endnu. Jeg har tænkt mig, at denne ekstra computer skal være en Raspberry Pi. Den koster nemlig kun 300 – 500 kroner. Den har kun regnekraft som en gammel smartphone, men det burde være tilstrækkeligt.

Nu prøver jeg i hvert fald at købe en Raspberry Pi. Så må vi se om det lykkes. JMRI opsætningen til at køre Loconet client/server er i øvrigt beskrevet her: http://jmri.sourceforge.net/help/en/html/doc/Technical/Networking.shtml

20/9-2015:

Så er Raspberry Pi købt, sat op og installeret. Det var overraskende nemt. Se separat side.

Desuden har jeg bygget en hylde ind under banen til min ECOS. Og der er etableret netværk i form af en Ethernet switch under bordet, så der er masser af netværk tilgængeligt.

Nu skal der bare skrues i ledninger. En lille finte, som jeg har tænkt mig, er at programmeringssporet, som allerede er forsynet med en omskifter mellem normal udgang og programmeringsspor udgang fra IB-COM skal kunne omstilles mellem programmeringsspor fra IB-COM og programmeringsspor fra ECOS. Sidstnævnte er nemlig forsynet med et relæ, så programmeringsspor udgangen normalvis udsender samme signal som den normale udgang. Så på den måde får jeg hele tre muligheder: Normalt spor samt programmering fra begge enheder. På den måde kan jeg stadigvæk programmere fra JMRI. Det understøttes nemlig ikke af ECOS at programmere via eksternt interface og dermed fra JMRI.

Efterskrift julen 2015: ESU har i løbet af efteråret udgivet en ny version af ECOS software, hvor programmering på programmeringssporet kan udføres via PC interfacet. Og jeg har selv personligt tilføjet den funktionalitet til JMRI. Så fra og med næste version kan man sagtens programmere dekodere via JMRI via ECOS.

27/11-2015:

Hele projekter har ligget dødt mere eller mindre de seneste halvanden måneder. Jeg har haft lidt vel meget om ørerne med bl.a. et jobskifte.

Jeg fik bygget endnu et S88-N modul, så jeg kunne pensionere Uhlenbrock LocoNet modulet. Og jeg fik det hele kablet om, så ECOS og IB-COM nu fungerer sammen som skitseret ovenfor.

Og så har jeg foræret mig selv et MY lokomotiv, så jeg lige nu har i alt 6 lokomotiver på banen.

Men desværre fungerer halvdelen af det nye modul ikke stabilt. Så den automatiske togdrift lader sig ikke gøre for tiden.

Jeg bliver nok nødt til endnu engang at flå hele modulet med strømfølere og S88 modul ud og få det til at fungere ordentligt, før jeg så igen kan bygge det ind.

Og lige en update på Faller bilerne: Startsættet ligger stadigvæk trygt og godt i æsken. Heldigvis har jeg ikke købt ekstra biler.

Translate »